Frygt som bespænd – når frygten bliver din usynlige chef.

“Courage is being scared to death… and saddling up anyway.”
Sådan sagde John Wayne engang, og lad os bare være ærlige: han havde en pointe.

For hvis vi nu skærer helt ind til benet – du er bange. Jep, du. Og nej, jeg mener ikke kun “bange-for-at-blive-spist-af-en-flok-Rottweilere-på-en-mørk-skovsti”-bange. Jeg mener i dagligdagen. På jobbet. Når du siger ja til endnu en urimelig opgave, selvom du inderst inde tænker: “Det her går galt – men hey, jeg skal jo betale min termin.”

Velkommen til den usynlige chef, som mange af os arbejder for: frygten.

Frygt er ikke farlig. Men den styrer dig mere end du tror

Frygt er egentlig bare en følelse. Ligesom glæde, sorg eller den der lille rus, når du finder den sidste kanelgiflerpose i Netto. Frygt er praktisk – den holder dig væk fra at gå for tæt på kanten af Rundetårn. Men det bliver et problem, når den får lov til at diktere, hvordan du leder, arbejder og tager beslutninger.

For så siger du ja til middagsaftaler, du ikke gider. Du undgår svære samtaler med medarbejdere. Du svarer på mails klokken 23:42, fordi du frygter, at chefen ellers tror, du er doven. Eller du lader være med at åbne netbanken, fordi… tja, virkeligheden kan være skræmmende nok i sig selv.

Resultatet? Det er ikke længere dig der styrer. Det er frygten..

Mod er ikke fravær af frygt. Det er action på trods

Her er en vigtig pointe: Du kan ikke være modig uden at være bange. Det er ikke modigt at gøre noget, du slet ikke frygter. Det er bare tirsdag.

Da min datter skulle til mundtlig eksamen, var hun rædselsslagen. Hun sagde:
“Du er så modig, mor, du står jo bare foran tusind mennesker og taler.”
Mit svar: “Jeg er ikke modig – jeg er bare ikke bange for det. Det er dig, der er modig, fordi du gør det, selvom du er ved at kaste op af skræk.”

Mod = frygt + handling. Så simpelt er det.

De tre store frygte, der spænder ben for mellemledere

Når jeg arbejder med mellemledere, ser jeg de samme mønstre igen og igen. Frygten viser sig oftest i tre forklædninger i relation til deres chef:

1. “Jeg må ikke overskride mine beføjelser”
   Oversat: “Hjælp, chefen tror jeg vil stjæle hendes stol.”
   Newsflash: Du gør ikke din chef sur ved at være nysgerrig. Spørg, hvad du må blande dig i. Bed om rammerne. Jo tydeligere du er, jo tryggere bliver din chef – og jo mere plads får du.

2. “Jeg vil ikke dumme mig”
   A.k.a. frygten for at ligne en idiot. Men hey, hvis du aldrig dumper lidt, udvikler du dig heller ikke. Alle starter som nybegyndere – også dig. Så drop masken som den-altid-vidende, og kom i gang.

3. “Jeg vil ikke være en fedterøv”
   Klassikeren. Ingen vil kaldes “chefernes kæledægge”. Men hør nu her: At klæde din chef på med indsigt er ikke fedteri – det er ledelse. Forskellen er, om du er ærlig i din feedback, eller om du bare smigrer for at score point.

Hvad er det værste, der kan ske?

Et irriterende coach-spørgsmål…..men effektivt. Lad os lege med det:

• Frygter du, at din chef siger: “Bland dig udenom”?
  Så kan du sige: “Jeg ville bare give dig et ekstra perspektiv, så du står stærkere.”

• Frygter du, at dine kolleger tænker, du fedter?
  Så mind dig selv om, at du hjælper hele organisationen – ikke bare din chef.

• Frygter du at dumme dig?
  Så husk: den, der aldrig dummer sig, er også den, der aldrig rykker sig.

Når du først tør trække frygten helt frem i lyset, mister den faktisk en del af sit greb.

Bottom line

Frygt er en del af pakken. Den forsvinder aldrig – men du kan vælge, om den skal styre dig, eller om du vil hoppe i sadlen alligevel.

Så næste gang du mærker, at du er ved at give frygten rorpinden – stop op og spørg dig selv: “Hvad er det værste, der kan ske?”

Og når svaret viser sig at være noget i retning af: “Min chef ser mig som en værdifuld sparringspartner” – så kan du roligt ride videre.

John Wayne-style.