Frygt som bespænd – når frygten bliver din usynlige chef.
September 21, 2025
Magtens grimme ansigt – hvorfor ledere skal passe på
October 6, 2025

Nøglen til mere indflydelse

Nogle mennesker har det bare i sig. De træder ind i et rum, og bang – alle lytter. De har en naturlig evne til at få indflydelse. Og så er der os andre, der kan føle, at det næsten er umuligt.

Men her er den gode nyhed: Indflydelse er ikke kun noget, du er født med. Det er en kompetence, du kan lære – og øve dig i, præcis som du kan lære at køre bil, lave croissanter eller stå på paddleboard uden at falde i vandet.

Hvis du vil lede opad – og det vil du – så er indflydelse et af de vigtige hjul at skrue på.

Så lad os kigge på de vigtigste nøgler til at opbygge mere indflydelse.

1. Karisma – kunsten at få andre til at føle sig godt tilpas

Studier fra MIT viser, at vi ikke husker folk for det, de siger – men for hvordan de får os til at føle. Det er derfor karismatiske mennesker har en fordel.

De er nærværende. De hviler i sig selv. De kan lide sig selv – ikke på en selvfed måde, men på en rolig, “jeg har det fint med, hvem jeg er”-måde. Og det smitter.

Et par konkrete tips fra Vanessa Van Edwards til at booste din karisma i samtaler:

  • Læg hovedet en anelse på skrå

  • Ret overkroppen mod den, du taler med

  • Peg tæerne i samme retning

Små ting – stor effekt.

2. Involvering – giv din chef tryghed

Mange mellemledere tænker: “Jo mere selvhjulpen jeg er, jo bedre.”
Det er rigtigt – til en vis grænse. For din chef skal også kunne stole på, at du deler det, hun har brug for at vide.

Involvering behøver ikke være tidskrævende. Nogle gange er det nok at stikke hovedet ind og sige: “Bare så du ved det, vi er i gang med X – jeg giver besked, hvis der sker ændringer.”

Det giver tryghed – og styrker jeres relation.

3. Troværdighed – walk the talk

Troværdighed bygges ikke på store ord, men på konsekvens. Leverer du det, du lover? Holder du fast i dine holdninger – eller forklarer du tydeligt, hvorfor du har ændret mening?

Du kan opbygge troværdighed over tid. Men du kan også smadre den på fem minutter. Derfor: vær åben, sig til i god tid, hvis noget skrider – og stå ved dine fejl.

4. Assertiv kommunikation – stå fast uden at angribe

Når du skal sige noget svært, er “jeg-sætninger” guld værd.

Eksempel:
“Jeg har svært ved at håndtere de mange opgaver uden deadline.”
i stedet for
“Du smider altid opgaver uden deadline over på mit bord.”

Den første version tager ansvar og åbner for dialog. Den anden sætter din chef i forsvarsposition.

5. Fleksibilitet – kunsten at give slip

Indflydelse handler sjældent om at få alt igennem. Det handler om at kunne danse med. At give lidt – og få lidt.

Hvis du står stejlt fast hver gang, vil du fremstå stædig og svær at samarbejde med. Selv når du har ret. Så vær villig til at gå på kompromis – uden at miste fokus på det vigtigste.

6. Vær personlig – men ikke privat

Der er forskel på at være personlig og at være privat.

  • Privat = at dele detaljer om skilsmisse, sygdom eller økonomi. Det kan blive akavet og uhåndterbart for din chef.

  • Personlig = at vise, hvem du er, hvad du mener, og hvordan du har det i situationer.

Når du tør være personlig, kan andre mærke dig – og det skaber indflydelse

7. Resultater frem for snak

Indflydelse kommer ikke af lange mødetaler om, hvad du vil gøre. Det kommer af resultater. Walk the talk. Lever først – snak bagefter.

8. Nysgerrighed – slip antagelserne

Din hjerne elsker genveje. Den tror, den ved, hvad andre tænker. Men det gør den sjældent.

Derfor er nysgerrighed din bedste ven. Stil spørgsmål. Grav lidt dybere. Det giver dig et mere nuanceret billede – og langt bedre beslutningsgrundlag.

9. Storytelling – tal til fantasien

Når du fortæller historier, aktiverer du chefens fantasi. Og her sker der noget vigtigt: Chefen begynder at koble dine pointer til sine egne erfaringer.

Det er langt mere effektivt end bare at præsentere tørre fakta.

10. Stil spørgsmål – og styrk relationen

Mange tror, at spørgsmål afslører uvidenhed. I virkeligheden gør de det modsatte: De får den anden til at føle sig vigtig og set.

Men husk: Som mellemleder skal du ikke stille for mange faktaspørgsmål. Gå i stedet efter sparringsspørgsmål:

“Jeg sidder med præsentationen til direktionen – med din erfaring, er der noget, jeg skal være særligt opmærksom på?”

11. Lyt – for at forstå

Vi har to ører og én mund af en grund. At lytte er et af de stærkeste værktøjer til indflydelse. Ikke bare høre ordene – men virkelig forstå, hvad den anden mener.

Når din chef føler sig forstået, stiger tilliden – og dermed din indflydelse.

12. Sårbarhed – turde vise, at du er menneske

Sårbarhed forveksles tit med svaghed. Men i virkeligheden er det det modsatte: Når du tør indrømme fejl eller tvivl, bliver du mere troværdig.

Som en medarbejder engang sagde til sin leder:
“Hvor er det rart at se, at du også bare er et menneske, der kan lave fejl.”

Det skaber forbindelse – og indflydelse.

Kort sagt:

Indflydelse er ikke magi. Det er en kombination af karisma, involvering, troværdighed, fleksibilitet, personlighed, resultater, nysgerrighed, storytelling, spørgsmål, lytning – og en god portion sårbarhed.

Det kræver øvelse. Men jo mere du træner, jo stærkere bliver du.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.