Når mellemlederen tager “for meget” ansvar

Jeg sad for nylig med en mellemleder, der sagde noget, jeg hører ret ofte:

“Jeg føler, at alt lander hos mig.”

Hun sagde det ikke som en klage. Mere som en konstatering. Og når hun beskrev sin hverdag, gav det virkelig god mening. Hun løste problemer for sine medarbejdere. Hun ryddede op, når noget var gået galt. Hun tog ekstra opgaver ind, når der manglede hænder. Hun sørgede for, at tingene hang sammen.

Hun var limen i afdelingen, hvilket gav hende en stolthed…….men også en træthed.

Den usynlige grænse

På et tidspunkt spurgte jeg hende: “Hvad sker der, hvis du ikke løser det?”

Der blev stille. For det havde hun faktisk ikke rigtig undersøgt. Hun havde bare taget ansvaret…..for det er jo det “man gør”.  Men det er der det ofte går galt for mellemlede.

Der er en usynlig grænse mellem ansvar og overansvar. Ansvar er nødvendigt. Overansvar er det, der langsomt dræner både lederen og organisationen.

Problemet er bare, at grænsen ikke altid er tydelig. For det føles jo rigtigt at tage ansvar. Det føles professionelt. Det føles som det, en god leder gør.

Men det er ikke altid det, der er mest hjælpsomt.

Når ansvar bliver en bjørnetjeneste

Når mellemlederen tager for meget ansvar, sker der det,  at organisationen bliver afhængig af det. Medarbejderne vænner sig til, at lederen griber dem. Problemer bliver løst hurtigt, men ikke nødvendigvis det rigtige sted. Og ligesom vand, flyder opgaver derhen, hvor der er plads. Det betyder, at opgaverne oftest ender de hos den der tager mest ansvar. Og ikke sjældent er det mellemlederen.

På kort sigt skaber det ro, men længere sigt skaber det en organisation, hvor udviklingen går i stå, fordi én person bærer for meget.

“Men hvis jeg ikke gør det, falder det fra hinanden”

Det er den sætning, jeg næsten altid møder. Og den er sjældent helt forkert. For ja, hvis du stopper med at tage over, vil noget formentlig falde. Spørgsmålet er bare om det ikke faktisk er en udmærket plan. For nogle gange er det først, når noget får lov til at falde, at det bliver tydeligt, hvor ansvaret egentlig burde ligge.

Ledelse opad starter her

Det her handler ikke kun om medarbejdere. Det handler i høj grad også om relationen opad. For når mellemlederen tager for meget ansvar, sker der ofte også det, at problemer aldrig når op til direktøren. De bliver løst lokalt, der bliver glattet ud og alt bliver håndteret. Direktøren sidder tilbage med en oplevelse af, at tingene fungerer, mens mellemlederen langsomt mister både energi og mandat.

Det er her, ledelse opad begynder. Ikke med store strategiske oplæg, men med modet til at sige:

“Det her hverken kan eller skal jeg løse alene.”

Kan du kende dig selv?

Hvis du sidder som mellemleder og kan genkende noget af det her, så start et enkelt sted. Spørg dig selv; er det her mit ansvar…eller har jeg bare taget det? Det spørgsmål kan virke simpelt og hvis din hjerne begynder at forklare, hvorfor du er nødt til at tage ansvaret, så er det måske et godt tegn på, at det faktisk ikke reelt er dit ansvar.

Når jeg arbejder med mellemledere, handler det sjældent om at lære dem at tage mere ansvar. Det kan de allerede virkelig godt!. Det handler derimod om, at hjælpe dem med at placere ansvaret rigtigt.

Opad, nedad, og hos dem selv.

For det er først dér, at organisationen begynder at fungere som en helhed. Og hvor mellemlederen ikke længere står alene med det hele.